IUI - Intrauterin inseminationsbehandling

Normalt vil behandling for barnløshed først blive indledt, når tilstanden har bestået i mere end 1 år.

Indledningsvis vil vi søge at klarlægge årsagen til barnløsheden.
Derfor skal følgende undersøgelser laves:
-          gynækologisk undersøgelse
-          ultralyd undersøgelse af livmoder og æggestokke
-          hormon undersøgelse (blodprøver), tages på Bispebjerg Hospital, blodprøvetagningsambulatoriet, Østre Længdevej, indgang 60, forhallen, 2400  Kbh. NV
-          undersøgelse af passageforhold i æggeledere (røntgen (HSG) eller ultralyd (HSU))
-          sædanalyse
Behandling består i:
-          stimulation af ægudvikling vha hormoner
-          kontrol af ægudvikling med ultralyd
-          fremkaldelse af ægløsning med hormon
-          insemination (sædoverføring af oprenset sæd til livmoderhule)
 
Hvordan begynder jeg behandling?
På din første menstruationsdag sender du via din kode og dit brugernavn (”Lægevejen”) en mail med cpr. nr og 1. blødningsdag. Der vil komme mail tilbage om skanningstid.
Alternativt kan du ringe på tlf. 33131382.
Du skal typisk have tid til ultralyd på 8. eller 11.-12. cyklusdag.
 
Stimulation af ægudvikling
Stimulationen foregår enten vha tabletter og/eller indsprøjtninger.
Vi har i forvejen aftalt, hvilken behandling du skal have. Der er følgende muligheder:
1) Tablet behandling: Clomifen( Pergotime) 2 tabletter dagligt fra 3 til 7. cyklusdag,
     ultralyd cyklusdag 12.
     Bivirkninger er sjældne, men kan være kvalme, hovedpine, brystspænding, hedeture.
     De forsvinder når behandlingen ophører.
2) Hormonindsprøjtninger: FSH 75 enh.
Der er 2 muligheder:
a)      Pergotime, 2 tabletter dagligt, fra 3.-7. cyklusdag og hormonindsprøjtning FSH 75 ie 8.-10. cyklusdag, ultralyd cyklusdag 12.
b)     Hormonindsprøjtninger (FSH) fra cyklusdag 3 indtil ultralydskanning, som typisk er cyklusdag 8. Dosis aftales inviduelt
 
Kontrol af ægudvikling
Vi vil følge ægudvikling, samt slimhindetykkelsen i livmoderen. Når ægblærerne er omkring 18-20 mm er du klar til ægløsning. 
 
Fremkaldelse af ægløsning.
Når ægblærer har passende størrelse skal du tage ægløsende indsprøjtning Ovitrelle kl. 22 om aftenen. Du får ægløsning 36-38 timer efter, og det er på det tidspunkt vi vil foretage insemination.
 
Sædprøve
Laves hjemme om morgenen. I vil få udleveret glas fra klinikken. Det anbefales at manden ikke har haft sædafgang de foregående 2-3 dage, da det giver det bedste resultat. Prøven må højst være 1 time gammel og skal transporteres tæt på kroppen, for korrekt temperatur. Husk at underskrive dokumenterne (medgivne seddel)
 
Insemination
Den dag insemination skal foregå, afleveres sædprøven efter aftale kl. ca. 8.00. Sæden vil herefter blive oprenset, og inseminationen kan foregå ca. 2 timer senere, ved at et tyndt kateter føres op i livmoderhulen, og den oprensede sæd sprøjtes ind gennem dette.
 
Blodprøve
Hvis menstruation udebliver 16 dg efter insemination, skal du lave en graviditetstest. Hvis den er positiv, ringer du selvfølgelig til klinikken eller sender mail.
 
Aflysning
Af og til sker det, at der udvikles for mange ægblærer, og man er da nødt til at aflyse behandlingen, grundet risiko for flerfoldsgraviditet. Tilsvarende kan man blive nødt til
at aflyse, hvis du ikke reagerer på medicinen.  
 
Graviditet
Hvis du er blevet gravid, tilbydes du en ultralydskanning i uge 7-8, hvor det sikres at graviditeten er i livmoderen og at fosterets hjerte slår. Sandsynligheden for at blive gravid efter stimulation og insemination er ca. 16% pr cyklus. Til sammenligning er den ca. 25% hos unge par der ikke har problemer med at opnå graviditet. Hvis du bliver gravid er der 5-10 % chance for tvillinger, hvis der var flere ægblærer.
 
Hvad sker der hvis jeg ikke bliver gravid
Så har vi på forhånd aftalt, hvad der skal ske næste cyklus. Du mail´er blot på 1. menstruationsdag og starter behandling som aftalt
 
Folinsyre
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder der planlægger graviditet tager 400 mikrogram folinsyre dagligt for at forebygge neuralrørsdefekter.         

Hvem kan have gavn af behandlingen?

Ved forskellige former for barnløshed f.eks. ved uregelmæssige ægløsninger, uforklaret barnløshed og specielt ved nedsat sædkvalitet, kan man i mange tilfælde hjælpe til at opnå graviditet ved at anvende insemination.

Ved insemination indføres, specielt præparerede sædceller, direkte op i livmoderen, (intra-uterin insemination, IUI).

Behandlingen forudsætter, at mindst en af kvindens æggeledere er åbne. Hvis der opstår tvivl om dette, f.eks hvis kvinden tidligere har haft underlivsbetændelse eller underlivsoperationer, kan man på forhånd undersøge det ved enten en ultralydsundersøgelse (HSU), eller en kikkertundersøgelse (laparoskopi).

For at gøre IUI mest effektiv, bør kvinden have stimuleret ægudviklingen med tabletbehandling eller med hormonindsprøjtninger. Herved opnås en bedret kontrol over æggenes modning og ægløsningstidspunktet. Dette er væsentligt, idet metodens effektivitet er meget afhængig af, at inseminationen foregår på det rette tidspunkt.

Hvad siger loven?

I loven om behandling af barnløshed, der trådte i kraft d. 1. januar 2007 kræves, at kvinden og hendes eventuelle partner (mand eller kvinde) skriftligt accepterer, at der foretages insemination, ligesom manden skriftligt skal accepterer faderskabet, overfor det eller de børn, der måtte blive resultatet af inseminationen.

Der vil derfor, som loven kræver, blive udleveret en formular til underskrift.

Der er ligeledes krav om HIV og hepatitis-test (smitsom leverbetændelse), blodprøve.

I henhold til et EU-direktiv er fertilitetsklinikkerne fra 1.1 2007 pålagt at sikre sig, at der før insemination med partners sæd skal foreligger negative test på manden for HIV og smit-som leverbetændelse. Det vil sige HIV, Hepatitis B (HbsAG og Anti-HBc) og Hepatitis C (Anti-HCV-Ab).  Disse prøver kan foretages på sygehuset. Prøverne er gyldige i 24 måneder.