Birch Og Eriksen
Speciallæger i gynækologi & obstetrik

Hysteroskopi


Kikkertundersøgelse af livmoderhulen


Hysteroskopi udføres i følgende situationer:


Mistanke om polyp/fibrom (muskelknude)
Gentagne aborter
Sammenvoksninger i livmoderhulen efter tidligere operative indgreb eller infektioner
Uafklarede blødningsforstyrrelser (før og efter menopause)
Fastsiddende væv efter abort
Fastsiddende spiral
Bestil tid til undersøgelsen
Hos kvinder med menstruation skal undersøgelsen laves omkring 5.-10. cyklusdag.
Før indgrebet
Der kan forekomme menstruationslignende smerter under og efter undersøgelsen. Vi anbefaler smertestillende medicin ca. 1 time før indgrebet: 2 stk tablet Panodil/Pinex 500 mg samt 2 stk tablet Ipren 200mg. Medicinen kan købes i håndkøb. Du kan tage din vanlige medicin, med mindre vi har aftalt andet. Vi anbefaler, du spiser morgenmad hjemmefra. Selve undersøgelsen tager 20-30 minutter.
På klinikken
Kom i god tid og gå på toilettet inden undersøgelsen. Undersøgelsen er nemmest, hvis du har tom blære.
Undersøgelsen
Du ligger i gynækologisk leje og kan tale med personalet undervejs. Lægen ultralydsskanner først gennem skeden. Vi foretager enten undersøgelsen med en tynd kikkert, hvor det ikke er nødvendigt at udvide livmodermunden. Lægen lægger lokalbedøvelse i livmoderhalsen. Det kan spænde og svie lidt, men herefter forsvinder smertesansen i det bedøvede område. Selve undersøgelsen foregår ved, at man gennem en kikkert ser på livmoderhulen indvendigt under samtidig skylning med sterilt saltvand. Det vil i reglen kun medføre let ubehag i form af menstruationslignende spændinger.
Det kan være, at lægen tager en prøve fra livmoderslimhinden. Væv der fjernes i forbindelse med undersøgelsen, bliver altid undersøgt nærmere. Du får svar efter ca. 2 uger efter aftale med klinikken.
Kan der opstå komplikationer?
Der er en lille risiko for komplikationer. Det er normalt at have smerter og blødning svarende til en menstruation de første dage efter undersøgelsen. Der er en lille risiko for infektion, dette kan behandles med antibiotika. I meget sjældne tilfælde kan der komme et lille hul i livmoderen i forbindelse med undersøgelsen, som dog oftest vil trække sig sammen og hele af sig selv.
Efter indgrebet er det normalt at:
Der løber vand ud af skeden
Der kommer lidt blødning evt. helt frem til næste menstruation.
Den første menstruation kan være kraftigere end vanligt.
Du kan få smerter i underlivet i op til en uge efter indgrebet. Har du behov for smertestillende medicin anbefaler vi Panodil og/eller Ipren.
Gode råd:
Vi fraråder samleje samt karbad eller svømmehal/havbad, de første to uger efter undersøgelsen. Du bør bruge bind og ikke tamponer.

Kontakt klinikken på 33131384, hvis du i den første uge efter indgrebet har:
Blødning kraftigere end en menstruation
Blødning med klumper
Ildelugtende udflåd

1.udgave 03.02.2023
revideres næste gang 03.02.2028
Gynækologerne Birch og Eriksen

Birch OgEriksen Speciallæger i gynækologi & obstetrik - Ahlefeldtsgade 18, 1 tv, 1359 Kbh.K - Tlf.33131382